Biografi
Jeg har haft historiefortælling under huden i mange år, men er først i 2011 sprunget ud som fuldbåren børnebogsforfatter. Jeg har tegnet og illustreret på hobbyplan, skrevet rollespilsscenarier på lidt mere end det, er uddanet som lærer til at formidle, har arbejdet med læringsspil og storytelling professionelt, som forlagsredaktør, med sparring for andre forfattere og i de sidste par år rigtig meget som oversætter.
Jeg har aldrig været vild med bøger der vil mig noget. Den der snigende fornemmelse af at der stod en med en facitliste over hvad jeg skulle mene om en bog, og lurede mig over skulderen. Belærende historier om små hverdagstragedier – realisme, kalder nogen det. “Forfatteren har virkelig noget på hjerte.” Ja, et påduttende, irriterende noget.
Jeg har på den måde betragtet meget lidt på hjerte som forfatter. Jeg vil historien. Dens drive og nødvendighed, finurlighed i plot og sprog. Og dermed ikke sagt at jeg ikke vil fortælle vigtige ting. Jeg vil kun fortælle vigtige ting. Om en hel verden der har fået kræft. Om den første pige på månen, og hvorfor hun aldrig kom hjem igen. Om hvor dyreguderne bliver af når de dør. Vigtige historier. Fantastiske historier.
Inspiration
Af inspiration er jeg nødt til at nævne Ringenes Herre. Allerede fra jeg var … ja, ret ung begyndte jeg at læse først Hobbitten og så trilogien regelmæssigt. Det tændte fyrværkeri i synapserne, og siden har jeg haft en særlig kærlighed til fantasy. Når det så er sagt, så læser jeg faktisk ikke selv meget hverken fantasy eller science fiction eller anden genrelitteratur – jeg finder simpelthen meget af det for tungt og ja, fantasiløst. Men i de underlødige kulturgrupper sker der alligevel nogle ting som helt basalt er sjovere end den fine litteratur.
Rollespillet har også været vigtigt. Her fandt jeg et medium hvor grafisk formidling, illustration, alternative virkemidler, interaktivitet, kollaborativ historiefortælling og gode ideer kunne komme i spil i et samlet hele. Hele den måde at tilgå ideer fra flere vinkler og med et kritisk øje for om historien kan holde til at blive kastet for løverne, tror jeg har været sund. Scenarieforfattermiljøet blomstrer og udvikler sig stadig med nye talenter og nye eksperimenter, men jeg er ikke længere en del af det.
Til sidst vil jeg nævne Neil Gaiman for hans ubesværede evne til at gribe fat i den væsentlige historie og fortælle den fantastisk – og med et uopstyltet men alligevel fint sprog – og i øvrigt også evnen til at begå sig i forskellige genrer og vove forskellige medier.
Bibliografi
Gemini 1: Forbyttede børn, Gyldendal, 2011, 96 sider
Gemini 2: Veje mellem verdener, Gyldendal, 2011, 96 sider
Hvad nu?