Biografi

piasigmundDa jeg var lille, gik jeg tur med min morfar eller min far på Østerbro og langs Københavns havn og lyttede til deres historier.

Jeg fik lånerkort til biblioteket i Ryesgade, da jeg var ni år. Her måtte man låne to bøger ad gangen. I løbet af nogle år fik jeg vist læst alle bøgerne. Jeg besluttede mig så til at blive forfatter lige som min oldemor. Det blev jeg, men først efter mange år ude i verden (syv år i USA, Canada, Tyskland og Frankrig) og i Danmark som lærer i folkeskolen. Ind imellem giftede jeg mig med Peter, og vi fik to børn sammen.

Endelig begyndte jeg at skrive, og det var min oldemor, der skubbede på, skønt hun for længst var død, og jeg aldrig havde mødt hende. Jeg kunne mærke, at jeg skulle skrive en biografi om hende. Den fik hun i 1991: “Oldemor Erna. En beretning om en pioner og hendes tid”, min første bog på tryk. Jeg kunne mærke, at det var børnene og deres historier, der trak mest i mig, og at jeg skulle skrive historier om børn.

Jeg elsker historien; der gemmer sig tusinder og atter tusinder af gode historier i den. Men det var svært for mig at formidle alle de gode historier videre i skolen som lærer. Børn kan sagtens forstå historien, når den bliver fortalt. Men historiebøger for børn er alt for abstrakte, alt for top-voksen-styrede for børn under 13 år.

Så læste jeg historie og Kultur & formidling på Syddansk Universitet og skrev speciale om børnekultur. Det gav mig et skub. Drømmen gik i opfyldelse, da jeg kom i gang med at skrive bøgerne om børn i Danmarks historie. I de bøger er børn i centrum, vi ser historien ud fra deres synsvinkel, og det er rigtige børn, der engang har levet, som fortæller historien og historierne om sig selv. Det er fiktion, baseret på fakta.

Siden er jeg også blevet mundtlig historiefortæller. Jeg fortæller eventyr fra hele verden – ofte sammen med tosprogede fortællere, og jeg fortæller historier – mest fra historien. En historiefortæller har store frihedsgrader, og det passer mig godt: Nogle historier digter jeg selv, andre fortæller jeg, som de er trykt; men de fleste laver jeg (lidt) om på, så de bliver til min historie, så de passer til min fortællestil.

Nu har Peter og jeg to børnebørn, og historierne myldrer frem sammen med dem.

Inspiration

Da jeg var lille, var København en fredelig by. Der var stille i gaderne, ikke ret meget trafik. Om søndagen gik jeg tur med min far, mens mor lavede søndagsstegen. Andre dage gik jeg tur med min morfar. “Børn skal have røde kinder; ja, frisk luft og bevægelse hver dag er godt for børn,” sagde min mor. Så ud at gå, mindst en time, hele vejen rundt om fyret yderst på Langelinie, med far eller morfar i hånden.

De var fortællere begge to, men hver på sin måde. Far fortalte alt det konkrete, det historiske. Han var polyhistor, han havde en enorm viden om alt muligt. Når vi kom forbi Gefionspringvandet, fortalte han historien om Gefion og Sjælland; når vi kom forbi et skib fra Bolivia, fortalte han om Sydamerika, om Bolivias geografi og mennesker. Han behøvede ikke noget leksikon, han vidste det hele. Når vi kiggede over på mastekranen på Holmen, fortalte han om Frederik den 5. og byggeri af store sejlskibe, der skulle ud på langfart jorden rundt for at gøre Danmark berømt og hente krydderier fra Østen.

Morfar digtede. En dag begyndte han at fortælle historien om Mis Riv Rav, og den blev ved og ved og ved. Efterhånden blev Mis Riv Rav voksen og fik unger, og ungerne fik børn, og de oplevede alle sammen de mest spændende og hårrejsende historier, så jeg ikke kunne vente til næste tur med morfar, hvor fortsættelsen skulle komme. Vi havde et særligt signalsprog med hånden. Når det blev rigtig spændende, trykkede og trykkede vi hinanden; når den gode løsning på historien kom, klappede vi forsigtigt hinandens håndflader.

Min fars faglige tilgangsvinkel og min morfars skønlitterære fantasi er nu kombineret i mine historier om børn og i mine eventyr. Nu er det mig, der fortæller om Gefion og Frederik den 5. og lille mis.

Bibliografi

Cecilie, Tyge og Jørgen fra Uraniborg: 1592. Børn i Danmarks historie,. Alinea,2006

Det flyvende tæppe. Eventyr fra mange lande, 2005

Maren og Peter fra Danmark til Amerika : 1872. Alinea, 2005

Emanuel og Louise fra Nyboder: 1872. Alinea, 2005

Thomas og Ingeborg fra Soelegården : 1765. Alinea, 2002

Marie og Christoffer fra Sprogø: 1658. Alinea, 2002

Elise, Katrine, Hans Peter og alle de andre, 1995

Priser & legater

Ernaprisen 1991

Pia Sigmund hjemmeside
Odense Fortællerkreds



Børnelitteratur.dk

Børnelitteratur.dk er et online-opslagsværk, hvor danske forfattere og illustratorer til børne- og ungdomsbøger kan præsentere sig selv og deres værker. Læs mere her.

Fortællingen.dk

Fortællingen.dk er Danmarks litteraturguide til den gode fortælling. Hvis du leder efter anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, så besøg Fortællingen.dk.

VÆR MED!

Er du dansk forfatter eller illustrator til børne-/ungdomslitteratur? Klik her for at få din egen profil på Børnelitteratur.dk