Biografi
Jeg er født den 16. februar 1932 i en stor herskabelig villa i Gentofte. På min navneattest kom der til at stå Helga Angelica Weis Bentzon.
Idag vil man nok sige, at jeg i mine første leveår boede i en storfamilie. Mine forældre var flyttet ind hos min mormor og morfar, Helga og A.P. Weis, som stadig havde deres yngste, ugifte datter boende.
Hjemmet var meget musisk. Der blev jævnligt holdt musikaftener, hvor mine onkler og min far, komponisten Jørgen Bentzon, spillede for familie og venner.
Min morfar havde været departementchef i Kulturministeriet og sad stadig i Carlsbergfondets Bestyrelse. Huset var fuld af malerier, bl.a. malet af min morfar, som malede sin familie og sine omgivelser i sin fritid.
Fra jeg kunne tale, begyndte jeg at fortælle historier. Det nød min storebror godt af, når vi – alt for tidligt – blev lagt i seng om aftenen.
Fra jeg kunne holde på en blyant tegnede jeg, og jeg var ikke ret gammel før jeg vidste, at jeg som voksen ville være tegner.
I 1948 blev jeg optaget på Kunsthåndværkerskolen i København.
I 1952 flyttede jeg til Århus og fik en stilling som tegner på “Hammerschmidts Klichefabrik”.
I 1953 blev jeg gift med læge Noe Næraa, som jeg i årene fra 1956-1962 fik 3 børn med.
Fra 1956 blev jeg tilknyttet Munksgaards Forlag i Kbh. som free-lance tegner. Jeg illustrerede medicinske lærebøger – et arbejde jeg kunne passe fra mit hjem i Århus.
I 1968 skrev jeg min første børnebog “Leon flygter”. Den var inspireret af den jødiske, kasketklædte dreng, der bliver holdt op af en tysk SS’er i Warszawas ghetto.
“Leon flygter” blev først antaget i 1980. Det var “Husets Forlag” i Århus, som udgav den samme år. Da den solgte godt, bad forlaget mig om at skrive en fortsættelse. Det blev til ialt 5 bøger, skrevet fra 1980 – 1984.
Siden er jeg gået over til at skrive læse-let-bøger til Gyldendals Dingo-serie. Den sidste “Rikke og Sigurd”-bog udkom i 1998.
På baggrund af min oldetantes store korrespondence med bl.a. min oldemor skrev jeg bogen “Bertha Weis’ historie – Århus mølle fra 1846″. Den blev udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg, Erhvervsarkivet 1992.
Når jeg idag ser tilbage på mit liv, kan jeg konstatere, at jeg fra min tidligste barndom har beskæftiget mig med det samme: at digte og tegne.
Inspiration
Under mit research-arbejde til Leon-serien har jeg måttet læse meget om 2. Verdenskrig. Dette har skærpet min generelle interesse for denne historiske periode, hvilket har påvirket mit valg af biblioteksbøger.
Biografier og gode danske og udenlandske romaner læser jeg også gerne. Men ligesom forfatteren Dagmar Andreasen er jeg i de senere år meget optaget af den litteratur, som beskæftiger sig med livsforståelse og åndelige livsværdier.
Fra mine helt unge år har jeg haft stor glæde af at lytte til jazz, hvor be-bop’en dækker min musiksmag inden for genren.
Mindst 3 gange om måneden går jeg i biografen. Det er storfilm som f.eks. “Breaking The Waves”, “Kundun” (om den 14. Lalai Lama) og Robert Redfords “Hestehviskeren”, som jeg gerne ser.
Bibliografi
Skønlitteratur
Leon flygter. Husets Forlag, 1980.
Leon i fare. Husets Forlag, 1981.
Rubi Ræv og Pippi Fugleunge : en historie. Angelica, 1982.
Leon som partisan. Husets Forlag, 1983.
Leon overlever. Husets Forlag, 1983.
Leon kæmper. Husets Forlag, 1984.
Lis og Bob. Aschehoug, 1987.
Rikke og Sigurd. Gyldendal, 1987.
Rotter på loftet? Gyldendal, 1988.
Rikke og Sigurd møder en bisse. Gyldendal, 1988.
Rikke bliver forelsket. Gyldendal, 1989.
Rikke og Sigurd møder en trold. Gyldendal, 1991.
Rikke og Sigurd i snestorm. Gyldendal, 1993.
Rikke og Henrik bliver uvenner. Gyldendal, 1995.
Rikke og Sigurd bliver fanget. Gyldendal, 1998.
Rikke og Sigurd redder Ilse. Gyldendal, 1999.
Rikke og Sigurd på sommerferie. Gyldendal, 2003.
Leon-bøgerne. Husets Forlag, 2008
Faglitteratur
99.4 Weis, Bertha. Bertha Weis’ historie : Århus mølle fra 1846.
Århus Byhistoriske Udvalg : Erhvervsarkivet, 1992.
Priser & legater
2008: 10.000 kr. af VELUX FONDEN – til genudgivelse af: ”Leon flygter”, ”Leon i fare”, ”Leon som partisan”, ”Leon overlever” og ”Leon kæmper”.
1994: Autorkontoens rejselegat på 5.000 kr. og et arbejdslegat på 15.000 kr. Legatet var en økonomisk hjælp til en bog om Holger Drachmanns “Edith”, baseret på hendes store korrespondence med min farfar Povl Bentzon.
1992: 10.000 kr. af Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen til “Bertha Weis’ historie – Århus mølle fra 1846″. Det skulle dække udgifterne til bogens farvillustrationer.


Hvad nu?