Martin Vinther Madsen

Biografi & inspiration

Jeg tænker ofte på, hvornår jeg bestemte mig for at blive forfatter. Jeg ved det ikke. Jeg husker dog tilbage i mine teenageår, hvor jeg havde meldt mig til foto i ungdomsskolen. Foto-Poul var stor og tyk og prustede rundt i sit mørkekammer. Han var en pokkers god fotograf og fremkaldte de fineste portrætter i sort/hvid. Da vi blev råbt op den første gang, og han nåede til mit navn læste han: ”Martin Vinther Madsen”. Herefter holdt han en lille pause, og så kiggede han ud over sine fedtede briller og udbrød højt, så det rungede i kælderlokalet: ”Det lyder sgu’ som en hel forfatter.”
Najh! Æren for mit forfattervirke kan næppe tilskrives salige Foto Poul (ære være hans minde).

Jeg blev født i 1970 og voksede op på landet i Vestsjælland i den lille landsby Ørslev. Min mor var lærer og min far landmand. Jeg husker mest min barndom, som om vi legede hele tiden. Vi boede på en gård med en stor have, og her mødtes landsbyens unger ofte og legede soldater, dåseskjul og slyngfigur eller spillede fodbold, sov i telt, lavede vandkamp og byggede huler. Engang imellem hjalp vi dog til på gården, specielt i høsten, hvor der både skulle køres halm og korn ind.

Jeg tror aldrig jeg sådan præcist har bestemt mig for at være forfatter, det er bare noget som er kommet hen ad vejen.

I skolen skrev jeg næsten altid de stile, hvor man skulle digte en historie – ”dummestilen” var der engang en af mine lærere, der kaldte den type stil. ”Den er kun taget med, for at der skal være noget til dem, som ikke er så kloge. Den må I aldrig vælge til eksamen,” sagde han alvorsfuldt dagen inden den skriftlige eksamen i 9. klasse. Jeg valgte den alligevel og fik et 11-tal.

Jeg blev uddannet som lærer i 1995 og arbejdede på et par forskellige folkeskoler. På et tidspunkt fik jeg timer på skolebiblioteket på Ruds Vedby Skole. Her var der ofte børn fra de mindre klasser, som gerne ville låne en gyser. ”Og den skal være riiigtig uhyggelig,” sagde de til mig og gyste bare ved tanken om, hvilken bog jeg ville finde til dem. Der var en masse rigtige uhyggelige bøger på skolebiblioteket, men de var bare alt for svære at læse, hvis man gik i 2. eller 3. klasse.

Så skrev jeg en selv. Jeg fik min kones fætter Jesper Liengaard til at lave nogle fantastiske, uhyggelige og anderledes tegninger. Vi sendte bogen til et par forlag og hos Gyldendal, DINGO var der bid.

Jeg arbejder stadig som lærer. At finde på historier og skrive bøger er noget, jeg gør i min fritid. Historierne finder jeg på lidt efter lidt. Når jeg sidder i toget, i min bil, eller på toilettet eller ligger i min seng. Når jeg klipper hæk eller graver have, så kommer ideerne. Jeg har også en sød kone og tre dejlige børn, det er også tit hos dem, jeg får en id.

Men historierne og ideerne bliver først til bøger, når jeg sætter mig ned og skriver.