Bibliografi
Jeg er født i 1973 på Amager. Først voksede jeg op i Reberbanegade og min store drøm var at blive elevatorfører i Amager Centret. Så flyttede jeg med min mor og far til et bofællesskab ude ved Flyvergrillen, lige ved siden af Lufthavnen.
Min mor er pædagog og min far er elektriker.
Og hele min opvækst har altid været præget af meget stor politisk aktivisme. Både min mors og min fars familier er inkarnerede kæmpere ude på venstrefløjen.
Min søster, der er fire år yngre end jeg, er født udviklingshæmmet. Og så har jeg en lillebror, der er otte år yngre end jeg. Han er fodboldspiller og arbejder som tømmer i Danmarks Radio.
Sådan noget med fodbold har jeg aldrig kunne finde ud af. Jeg drømte i stedet i mange år om at blive skuespiller og gik til teater i Teatergruppen Kastrup. Der spillede jeg med i rigtig mange forestillinger og teatret blev mit andet hjem.
Det med at gå i skole og sidde helt stille på en stol og lære matematik var ikke min stærke kop te, jeg var meget bedre til at gå på biblioteket og drukne i bøger, fortællinger, eventyr eller spille noget andet, end den jeg var, for at komme lidt væk fra det hele.
Det med at vokse op på Amager betyder, at hvis man er en dreng går man til fodbold. Og hvis man er en pige, går man til ridning.
Jeg var død bange for at få en bold i hovedet, så jeg blev hurtigt ret isoleret på min skole. Og drillet, fordi jeg ikke var som de andre. Jeg rottede mig sammen med en overvægtig pige, der også var udenfor, og så lavede vi vores eget fællesskab. Hun gik også til teater.
Vi klædte os hele tiden ud og var alle mulige forskellige mennesker. Vi tog tit bussen ind til byen og gik rundt på Strøget med alt muligt underligt tøj på. Vi havde det begge to sådan, at vi alligevel var udenfor og alle råbte alt muligt åndssvagt til os, men vi var ligeglade, fordi vi havde hinanden og havde det sjovt. Når man er udenfor kan man lige så godt være rigtig meget udenfor. Det sagde vi hele tiden til hinanden og grinede bare endnu højere af dem, der stod og gloede.
Og sådan begyndte det hele for mig, det med at fortælle og skrive. Med teatret. Da jeg blev lidt ældre kom jeg med i en eksperimenterende teatergruppe, der hedder Hotel Pro Forma, og der mødte jeg mange, der havde det ligesom mig. Mennesker, der havde lyst til at lave teater og som overhovedet ikke syntes, det var spor mærkeligt. Eller noget man skulle drille med.
Efter 10. klasse kom jeg på en privat teaterskole i Herlev og siden gik jeg på Gøglerskolen. Der begyndte jeg for alvor at udvikle et skriftsprog, fordi jeg også havde mødt en mand i en pladebutik, der spurgte om jeg ikke ville skrive noget til hans avis? Det ville jeg gerne.
Jeg var temmelig aparte dengang. Med lyserødt hår og leopardpels. Men sådan så alle ud i det miljø, jeg kom i. Man skulle hele tiden overgå hinanden i fantasifulde påklædninger og alle var meget skabede og krukkede – og det var i det hele taget en ret sjov tid!
Jeg var også heldig, fordi mine forældre ikke var sådan nogle, der sagde, nu skulle jeg lige til at blive lidt mere fornuftig og gå i gymnasiet og få et gennemsnit på 11. De bakkede mig op og kom og så mine teaterforestillinger alle mulige underlige steder.
På et tidspunkt syntes jeg ikke, at teatret var nok. Jeg var allerede begyndt at skrive en del i Dagbladet Information og der var en forlægger fra et forlag, der ringede og spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at skrive en bog? Først var jeg lidt i vildrede, fordi jeg syntes det var et stort skridt at tage. Men så kom det stille og roligt listende. Sproget, ordene, sætningerne. Og de voksede hele tiden frem alle mulige steder fra.
Jeg var efter Gøglerskolen blevet optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, fordi alt det med teatret havde udviklet sig til at blive små performances, der involverede alle mulige ting – udstoppede egern, barberskum, citroner – der efterhånden blev til små kunstoplevelser.
Jeg fik lyst til at udvikle et sprog, hvor fortællingen kunne rumme flere elementer, have flere hatte på. Have flere muligheder.
Hele mit liv har jeg hele tiden tegnet, malet, taget fotos, lavet grafik. Hele min fars familie går rundt med nogle små kunstnere i maven. Min oldefar var teatermaler på Det Kongelige Teater, min farfar var grafiker og lavede Anders And-bladene, min farmor er porcelænsmaler og min far har altid lavet en masse grafik i kælderen og fremkaldt billeder på toilettet.
Det med børnebøgerne kom til mig, da jeg havde skrevet et par år for voksne. Så dukkede der pludselig en pige op, jeg havde tænkt på i 100 år. Hun hed Hanne og boede i Hundige. Det var det eneste sted udenfor København og Amager, jeg kendte noget til, fordi min mor og far ikke havde bil, men de havde en gammel skolekammerat, der boede i Hundige, og som vi besøgte engang imellem. Så jeg kendte efterhånden ret meget til området omkring Hundige.
Og så skrev jeg den første bog om Hanne Hundige.
Jeg holder meget af at skrive for børn, fordi det er som om, at man et eller andet sted skriver sig tilbage til noget, der var engang – samtidig med at man giver en historie videre. Min søster har hele sit liv været lidt bagud – eller bare levet som en, der er fem år hele tiden – og der har nok gjort, at jeg har bevaret et stort barn i mig, fordi vi stadig leger alle mulige ting sammen. Og fortæller røverhistorier til langt ud på natten.
Inspiration
Min inspiration til at skrive kommer i høj grad fra lysten til at fortælle, til at give noget videre til andre. Jeg får tit breve fra børn eller unge, der har læst mine bøger. Og det er jeg simpelthen så glad for. Det betyder utrolig meget for mig. Og det varmer mit hjerte. Og det er nok i høj grad det, der inspirerer mig mest. Det ar mærke det betyder noget, det man laver.
Bibliografi
Børnebøger
Hanne Hundige, 2001, Carlsen, 42 sider
Hanne Hundige og hundene, 2002, Carlsen, 53 sider
Hanne Hundige og julen, 2002, Carlsen
Hanne Hundige og sommerferien, Carlsen, 2003, 53 sider
Umulige Jannik, Carlsen, 2004, 50 sider
Randi og Bjarne, Carlsen, 2004, 28 sider
Helge elg, Carlsen, 2004, 28 sider
Jonas, Oscar og Peter Ø, Carlsen, 2005, 28 sider
Monicas oprør i køkkenhaveklubben, Carlsen, 2005, 28 sider
Albert og Alberte, 2006, 28 sider
Fuglekonger, Høst, 2006, 28 sider
Ungdomsbøger
Drengen med stjernekaster, Carlsen, 2004, 243 sider
Tomandshånd, Dansklærerforeningen, 2006, 203 sider
Derudover har jeg skrevet et par romaner for voksne, skrevet hørespil til Danmarks Radio og teaterstykker til scenen.
Priser
2007 Skriverprisen for min ungdomsbogen “Tomandshånd”.
Kontakt
Jeg har ingen hjemmeside, men min mail hedder tomaslagermand@hotmail.com og du må meget gerne skrive til mig.
Hvad nu?