Biografi

Jeg blev født i Himmerland – nærmere bestemt i stationsbyen Aars i 1961. Der var ikke mange tegn i sol og måne på, at jeg skulle blive forfatter – og da slet ikke en der skrev gys, krimi og fantasy-historier. Der skete vist egentlig ikke noget vildt den nat. Ikke noget med at tordenen rullede hen over den lille provinsby, mens en natugle tudede i det gamle egetræ udenfor mit børneværelse. Der kom heller ikke en kappeklædt gamling til vores dør og spåede mig ti år på havregrød eller sådan noget hokus pokus. Det var en helt fredelig begivenhed. Familiemæssigt lå det sådan set heller ikke i kortene. Udover en meget fjern slægtning, som var kunstmaler, var der ikke nogen arvelig belastning.

I løbet af min opvækst skiftede jeg skole rigtig mange gange. Måske var det derfor – altså fordi jeg altid var den nye dreng i klassen – at jeg aldrig knyttede mig nært til hverken skolen eller mine skiftende klassekammerater. I stedet stak jeg afsted alene og tog på lange ture ud i skovene og langs vandløbene i Himmerland.
Jeg blev vild med naturen og alle dens stemninger og oplevelser. Jeg fiskede i åer og søer uden at spekulere ret meget over fiskekort og alt den slags – og jeg lavede buer og pile og legede, at jeg var indianer. Mens jeg var derude, brugte jeg min fantasi. Jeg lavede hele tiden historier i hovedet, men jeg lod dem blive derinde. Udover naturen var mine største interesser musik og bøger.
Da jeg blev færdig med 3. Real, kom jeg i lære som smed. Det var vist sådan noget med, at jeg var skoletræt, og mine velmenende forældre synes, at en håndværkeruddannelse var god at have i bagagen. Jeg blev udlært smed, og puttede svendebrevet ned i bagagen. Der har det lagt ubrugt lige siden.
Derefter var jeg rundt i mange forskellige jobs, nogle som lønmodtager og andre som selvstændig. Jeg mødte også Ulla og blev gift med hende.

En dag besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville være forfatter.
Jeg begyndte med at skrive artikler til lystfiskerblade. Historier om oplevelser ved fiskevandet. Det gik så godt, at jeg lavede en masse bøger om det.
Da Ulla og jeg fik børn (Kasper og Daniel), begyndte jeg at fortælle historier for dem hver aften, når de skulle i seng. Det var historier, som jeg trak op af jorden. Nye historier hver aften. Sikkert ikke med nogle dybsindige plot – bare nogle enkle fortællinger om trolde, nisser, dyr og mærkelige fantasivæsner. Mens drengene var små, gik det let. Men da de blev større, blev de mere krævende. Historierne skulle være mere komplicerede – og jeg kunne ikke følge med som standup røverhistorieopfinder. Derfor begyndte Ulla at læse historier for drengene – og jeg besluttede mig for at skrive nogle historier selv. Sådan nogle rigtige romaner.

Den første roman kom til at hedde Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam. Idéen til den fik jeg i bilen, en dag hvor jeg var på vej på fisketur. Lige da jeg drejede ned på tilkørslen til motorvejen for at køre mod Gudenåen, fik jeg en skør historie i hovedet. Bare sådan… pling… ligesom i en Anders And historie, hvor Georg Gearløs får en lys idé. Jeg ved ikke, om man kunne se en lysende pære over mit hoved, men det er tænkeligt.
Tænk hvis en dreng og en gammel flodbums fangede en guldfisk sammen. En guldfisk de begge ville bruge som agnfisk – for at fange en monsterstor gedde. Jeg forstillede mig, at de begge blev så glade for guldfisken, at de ikke kunne nænne at bruge den – men at de havde svært ved at indrømme det overfor hinanden.
Den lille historie blev omdrejningspunktet i første bind om drengen Villiam og den barske flodbums Freddy.

Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam fik så gode anmeldelser, at jeg fik mod på at gå videre i den skønlitterære verden. Desuden medførte bogen, at jeg blev tilknyttet websitet frilæsning.dk, som leverer online læsestof til danske skoleelever. Her skriver jeg krimier, gys, eventyr og fantasy-historier.
Bind 2 i serien om Villiam er udkommet, og tredje bind er så småt ved at tage form i mit hoved.

Lige nu arbejder jeg på en fantasy-bog, der hedder Floden, der løb baglæns.

Når jeg ikke skriver, spiller jeg rockmusik, dyrker bueskydning, lystfiskeri, knivmageri, kano- og kajaksejlads og lignende.

Inspiration

Min største inspirationskilde er naturen. Jeg er vild med den mystik og fornemmelse for drama, som man kan opleve ved at gå en tur i mosen en sommernat, hvor vandet damper, og mosekonens bryg indhylder gamle forkrøblede træer og buske. Desuden har jeg altid været helt besat af fantasy-litteratur.
Jeg har læst Ringenes Herre så mange gange, så jeg kan huske lange passager udenad. Desuden har jeg slugt alt, hvad jeg har kunnet finde på mit lokale bibliotek. Jeg har læst David Eddings’ bøger og selvfølgelig Harry Potter, Eragon og de mange Dungeons and Dragons og Forgotten Realms serier.
Desuden læser jeg Stephen King, Dean Koontz og andre gyserforfattere.
Jeg er af den sikre overbevisning, at man udvikler sig som forfatter ved at læse så meget som muligt.

Bibliografi

Bumser på Baywatch – og andre skøre lystfiskerfortællinger (2008) – Michaeljensens.dk

Villiam, Line og Kugler i Sudermosen (2007) – Michaeljensens.dk

Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam (2006) – Michaeljensens.dk

Knivmageri – lav brugsknive med sjæl (2005) – Aschehoug

Kystfiskeri – spin og mede (2004) – Aschehoug + Norge, Sverige

Fluefiskeri – efter gedde (2003) – Aschehoug + Sverige, England

Fluefiskeri – efter ørred, helt og stalling (2003) – Aschehoug + Norge, Sverige

Dyre-bart (2001) – PhotoCare

Natur-ligvis (1999) – PhotoCare

Akvariet – med Michael Jensen (1998) – Forlaget Mosegaard

Fluefiskeri – med Michael Jensen (1998) – Forlaget Mosegaard

Fluefiskerens nye udfordringer (1997) – Forlaget Mosegaard + Tyskland

Havørredens byttedyr (1996) – Forlaget Mosegaard + Norge

Bondegården – billedbog – Forlaget Mosegaard

Dyrene i naturen – billedbog – Forlaget Mosegaard

8 hæfter om fluer – Forlaget Mosegaard

Oversætter på:
Laksefluer af Poul Jorgensen – Forlaget Mosegaard

Produktion af:
8 hæfter om kæledyr – Bonnie Dyrecenter

Fotograf på:
Danske Kokke
Drejning til nytte og pynt
Fluebinding – med Martin Hedegaard
Knivbygning – med Mikael Hansen
Samt alle egne bøger

Gennem de seneste 20 år har jeg skrevet flere hundrede artikler til danske, skandinaviske og tyske tidsskrifter. Det har udover emner indenfor natur og fritid, også været artikler om børn, livsstil og historie. Desuden har jeg leveret fotos til de samme kunder.

Leveret fotos og tekst:
Byfri
Vores børn
Nordjyske
Natur og Miljø
DOF
Sportsfiskeren
Alt om fiske
Fiskejournalen
Villmarksliv
Blinker
Fliegenfischer
Jagt og natur

michaeljensens.dk
Anmeldelser på fortaellingen.dk

Kontakt

michael@michaeljensens.dk



Børnelitteratur.dk

Børnelitteratur.dk er et online-opslagsværk, hvor danske forfattere og illustratorer til børne- og ungdomsbøger kan præsentere sig selv og deres værker. Læs mere her.

Fortællingen.dk

Fortællingen.dk er Danmarks litteraturguide til den gode fortælling. Hvis du leder efter anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, så besøg Fortællingen.dk.

VÆR MED!

Er du dansk forfatter eller illustrator til børne-/ungdomslitteratur? Klik her for at få din egen profil på Børnelitteratur.dk