Kirsten Sonne Harild

Biografi

foto-kirsten-sonne-harildDen korte :
Kirsten Sonne Harild er børnebogsforfatter og bor på Østerbro med 3 døtre.

Den lange:
Jeg er født i Melsted ved Gudhjem en mørk og snestormfuld nat, den 30. januar, 1962.

Jeg drømte slet ikke om at skrive, da jeg var barn, selv om man må sige, at jeg var faldet i den store gryde: Min bedstefar skrev bornholmske komedier, og min mor skrev digte … men hun var også journalist, og for mig blev det at skrive en rå livsform: noget med at dække møder til sent om aftenen og at sidde oppe om natten med cerutter og kaffe og en tikkende og ringende skrivemaskine for at overholde deadlines til dagens avis tidligt om morgenen.

Nej, jeg ville hellere være sanger eller cirkus/skøjteprinsesse eller indianer og brugte det meste af min barndom på at ride i Paradisbakkerne på halvvilde ponyer, at vandre på Hammeren med min kusine – og på at dagdrømme. Jeg dagdrømte så meget, at folk for det meste troede, at jeg var sur.

Jeg rejste til København i 1978. Her tog jeg hf eksamen og sang i bands og kor og rejste og dansede og fjumrede rundt i nogle år, før jeg begyndte at læse dansk ved Københavns universitet og ad den vej fik et redaktørjob ved Gyldendals Bogklubber.

Efter 10 år i bogklubberne med tusindvis af bøger og forfattere omkring mig, og efter at jeg havde fået mine tre døtre, Emilie, Tilde og Amanda, vågnede min trang til at skabe mine egne ting langt om længe. Jeg debuterede i 2003 med Den Hemmelige By og har siden udgivet 30 bøger for børn.
Nu slubrer jeg løs af den store gryde og elsker at skrive. Jeg dagdrømmer stadig, men smiler nu imens.

Inspiration:

Drømme, oplevelser, mit barndomsland, hemmeligheder, mine børn, mine møder med mine læsere på foredrag og de små forfatterskoler, jeg holder. Mit samarbejde med tegneren Jan Solheim om vores fælles serie Cornelius Krut.

Bibliografi:

Cornelius Krut. Sagen om Hopovic Junior og Cornelius Krut. Sagen om komponistens spøgelse. Detektivserie for 9-13-årige drenge og piger, som jeg har lavet i samarbejde med Jan Solheim. Nummer 3 i serien udkommer i efteråret 2009, og flere følger.
Pjok og Petrine 1-7. (serie for piger fra 5-9 år). Flere følger. Med illustrationer af Inger Tobiasen.
Willi bøgerne 1-8 (små børn fra 3-5 år). Illustreret af Inger Tobiasen. Solgt til Kina.
Pony & Co. 1-11 (serie for piger fra 9-13 år) Nummer 12 udkommer i begyndelsen af 2010. Omslag; Jan Solheim. Solgt til Sverige og Norge.
En rigtig ønske-kat (Dingo) Med illustrationer af Otto Dickmeiss.
Den hemmelige By, Vejen til Kongedybet, Kampen om øen. Eventyrmysterietrilogi om børn og underjordiske på Bornholm. (2003-2005) Omslag af Per Jørgensen. Solgt til Sverige.

kirstensonneharild.dk – Min forfatterhjemmeside
corneliuskrut.dk – hjemmeside tilknyttet Jan Solheims og min fælles serie
gyldendal.dk – Alle mine bøger udkommer på Gyldendal
finderup.dk (jeg blev interviewet af Mette Finderup i 2008)
politiken.dk (anmeldelser)
fortællingen.dk (anmeldelser)



Børnelitteratur.dk

Børnelitteratur.dk er et online-opslagsværk, hvor danske forfattere og illustratorer til børne- og ungdomsbøger kan præsentere sig selv og deres værker. Læs mere her.

Fortællingen.dk

Fortællingen.dk er Danmarks litteraturguide til den gode fortælling. Hvis du leder efter anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, så besøg Fortællingen.dk. Siden opdateres ikke længere, men rummer 1400 anmeldelser.

SIDEN OPDATERES IKKE

Børnelitteratur.dk opdateres ikke længe med nye profiler. Det gamle indhold bliver dog stående, så du kan lade dig inspirere.