Biografi

pgotthardtJeg er født i 1946 og voksede op i Vanløse i København. Jeg var så heldig at have forældre der læste højt for mig og tog mig med på Vanløse bibliotek, som dengang lå i en stuelejlighed, hvor der var en enkelt krybbe med børnebøger. Som skolebarn var jeg en læsehest, og jeg læste alt muligt – både romaner og eventyr og faglitteratur om historie, geografi, naturen, opfindelser m.m. Det har betydet meget for mine egne bøger, at jeg har en rimelig god baggrundsviden om forskellige emner. Mit læsestof skaffede jeg mig ved at gå på mine ben fra Vanløse til Valby bibliotek, hvor der i 50′erne var indrettet noget ret enestående: en hel afdeling af biblioteket kun med børnebøger. Turen tog en time hver vej, men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg gå og tænke på alt muligt undervejs. Jeg bruger stadig at gå en tur i fred og ro, når jeg skal gennemtænke handlingen i en roman eller udformningen af et vers. Det er min erfaring at rytmen i kroppen er med til at skabe en god rytme i handlingen.

Jeg har altid været optaget af sprog og ord, så det var nærliggende for mig at blive nysproglig student. Efter studentereksamen i 1965 uddannede jeg mig som folkebibliotekar. Fra 1971 til 2006 arbejdede jeg på et børnebibliotek. I 2006 stoppede jeg som bibliotekar og bruger nu min tid på at skrive.
En del af mit arbejde som børnebibliotekar bestod i at lave arrangementer for børnene, og her lærte jeg at fortælle en historie selv. Det er ikke altid helt let at få en flok børn til at sidde stille og høre efter, men jeg fandt ud af at de gamle irske eventyr om Finn og hans mænd lige var det der skulle til. De har en klart opbygget handling, masser af action og nogle gode replikker, som er sjove at optræde med.
I 1984 fik jeg udgivet et udvalg af disse eventyr. Det blev bogen ‘Finn og hans mænd og den røde heks’, som var min første bog. Derefter blev det til et par bøger mere, inden jeg holdt en længere pause med skriveriet. I den periode var jeg også forlagsredaktør et par år. Det gav mig et godt indblik i vilkårene for produktion af børnebøger i Danmark. Jeg lærte blandt andet, at selv om en bog bliver rost af anmelderne for at være stor kunst, er det ikke sikkert den bliver solgt og læst. Ligesom andre mennesker læser børn helst de bøger som de forstår, og som handler om noget der interesserer dem. Så da jeg igen fik lyst til at skrive, gjorde jeg mig ekstra umage for at skrive med henblik på et børnepublikum.
Jeg skriver bøger, fordi jeg synes det er spændende at få en idé og realisere den, så det bliver til et færdigt produkt, andre kan bruge. Jeg er altid på udkig efter nye idéer, og når jeg falder over en, skynder jeg mig at skrive den ned og gemme den til senere brug. Mine skuffer er godt proppet efterhånden, så jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive, så længe der er nogen der har lyst til at lytte.

Inspiration

Jeg har altid læst mange sagn og eventyr og andre mundtligt overleverede fortælleformer. Dem bruger jeg som en stor database med handlingsskemaer, motiver og detaljer, som jeg går på opdagelse i og kombinerer på nye og forhåbentlig spændende måder, når en historie eller en enkelt situation har vakt noget til live i mig.
Det kan også blot være et særpræget udtryk, der sætter gang i mig. Et enkelt eksempel: på vej gennem Sønderjylland så jeg et skilt med den spøjse tekst ‘Rødekro Kro’. Her var straks den første linje til et vers med en rytme med to betoninger i hver linje og en ramme med gæster og personale på en kro, og det blev så til billedbogen ‘På Rødekro Kro er kokken en ko’.
Følger man med i en tv-serie, er det lærerigt at se, hvordan manuskriptforfatterne sørger for at variere den givne ramme med en flok faste personer, der skal opleve noget nyt i hver episode. Sjovt nok minder teknikken en del om middelalderens ridderromaner, hvor heltene på skift drager ud på eventyr og vender tilbage til hoffet efter veludført gerning. Begge dele har jeg gjort brug af til serien ‘Elverdronningens riddere’, hvor en gruppe elvere skal møde stadig nye farer og udfordringer i kamp og kærlighed.

Bibliografi

Serier
Elverdronningens riddere:
Første bog. Det fortryllede skjold. 2007.
Anden bog. Den forheksede ø. 2007.
Tredje bog. Den brændende borg. 2007.
Fjerde bog. Det giftige bæst. (Udkommer 2008).
Femte bog. Den sorte ridder. (Udkommer 2008).
Sjette bog. Den hvide hjort. (Udkommer 2008).
Syvende bog. Det blodrøde tårn. (Udkommer 2008).
Ottende bog. Den gyldne drage. (Udkommer 2008).

Mesterbøgerne:
Jagten på mesterbogen. 2000.
Mesterbogen på afveje. 2001.
Truslen fra mesterbogen. 2002.

Gys for små og store
Ballade i monsterekspressen. Billedbog. 2007.
Slimo – monsteret fra kælderen. Billedbog. 2007.
Genfærdet i den sorte karet. Billedbog. 2006.
Heksedansen i Harrebjerg Kirke. Billedbog. 2003.

Varulven venter i mørket. Roman. 2006.
De døde kommer om natten. Roman. 2003.
Heksefuglen. Roman. 2001.

Enhjørninger, drager og andre eventyr
Dragen i Fabelskoven. Billedbog. 2007.
Kasper Kanin. Billedbog. 2006.
Gudernes hest. Billedbog. 2005.
Enhjørningen Sølvhorn. Billedbog. 2004.
Prinsesse Tanja og musen Musowski. Billedbog. 2004.
Alfernes midsommerfest. Billedbog. 2002.

Dødens dronning. Roman. 1988.
Det sorte spyd. Roman. 1987.
Det skjulte rige. Fire historier fra Mabinogion. 1985.
Drengen Gris og pigen Blomsterhvid. Et walisisk eventyr. 1985.
Finn og hans mænd og den røde heks. Otte irske eventyr. 1984.

Billedbøger på vers
Dyrenes ABC. 2007.
En tosset fortælling om en kat og en kælling. 2004.
Hip hurra for de tre små mænd! 2004.
Frøen Frede på frierfødder. 2003.
På Rødekro Kro er kokken en ko. 2002.
Heksebogen. 2002.
Har du set min fætter? 2002.
Én elefant kom marcherende. 2001.
Troldene kommer! 2001.
Chimpanse, chimpanse, har du lyst til at danse? 1999.

Blandede bolsjer
Lærkelil og vikaren. Billedbog. 2005.
Guri Suppe-tud og den rædsomme, vidunderlige fødselsdag. Billedbog. 2005.
Guri Suppe-tud og bølletroldene fra Buldrefjeld. Billedbog. 2004.
Lærkelil og heksen. Billedbog. 2004.
Guri Suppe-tud og den tamme, klamme grød. Billedbog. 2002.
Kan du lære mig at gø? Billedbog. 2001.

Sangtekster til cd’en: Møs Frøen. 2007.
Sangtekster til cd’en: Ballade i Bagerstræde. 2000.

Priser og legater

2002 Carlsens Fortællefantorden for Mesterbogen på afveje.
2004 Carlsens Fortællefantorden for De døde kommer om natten.
2005 Bogslugernes Pris for Heksefuglen. Uddelt af Vestbibliotekerne og skolerne i Ringkøbing.

Peter Gotthardt på litteratursiden.dk
MGB september, 2005: Interview – Varulven venter i mørket. Dotbot.dk

Kontakt

pgotthardt@stofanet.dk



Børnelitteratur.dk

Børnelitteratur.dk er et online-opslagsværk, hvor danske forfattere og illustratorer til børne- og ungdomsbøger kan præsentere sig selv og deres værker. Læs mere her.

Fortællingen.dk

Fortællingen.dk er Danmarks litteraturguide til den gode fortælling. Hvis du leder efter anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, så besøg Fortællingen.dk.

VÆR MED!

Er du dansk forfatter eller illustrator til børne-/ungdomslitteratur? Klik her for at få din egen profil på Børnelitteratur.dk