Biografi
Jeg blev født i Ølstykke – men det eneste, jeg kan huske fra den tid er, at vores naboer – Bodil og Tom- havde en enarmet tyveknægt i deres entré. Vi flyttede til Jægerspris, da jeg var to et halvt, og det er herfra, jeg har mine sentimentale barndomsminder – isene, mirabellerne, skovturene og alt det andet, man kan huske bagefter, når man tænker på sin barndom.
Vores nabo var minkfarmen, skydeterrænet, Svend Åges marker, Nordskoven og Vester Strand.
Minkfarmen stank, når minkene blev fodret. Det kunne mågerne godt lide, så de satte sig på burene for at spise med. Og det kunne minkene godt lide, så de spiste mågernes ben.
Skydeterrænet var et magisk sted. Vi legede i soldaterhuset, som var en sort træruin, der blev brugt, når forsvaret holdt øvelse. Vi fandt uafskudt ammunition og patronbælter, og vores vinduer dirrende, når de fyrede granater af.
Svend Ågers marker var fulde af højt, gult korn, som man kunne spise, trampe rundt i og slå hinanden med.
Og Nordskoven … Det er en helt fantastisk skov. Der ligger et slot i den. En smuk, smuk park med en børnekirkegård og verdens ældste egetræer. Derude boede også mennesker, der ikke havde tolietter med træk-og-slip.
Vester Strand ligger ud til Isefjorden. Det var mest ungdommen, der blev fejret der – med topløshed, strandfester, snorkler mv.
Skal jeg nævne tre ting, der står klarest i min hukommelse, kan det være min dagplejemors dreng, der truede mig med at skære mine kønsdele af med en franskbrødskniv, det kan være dengang Røde-Thomas lossede mig i mavesækken, fordi jeg spærrede en branddør. Røde Thomas var fra skoven. Og det kunne være dengang jeg stod i vand til navlen på Vester Strand, med maske, snorkel og svømmefødder på – og Thomas kom løbende ud mod mig, mens han råbte: ”DE ER TOPLØSE!!!”
Så flyttede vi til Frederikssund, og jeg blev pludselig ung for alvor. Frederikssund var en meget voldelig by, og hvis én af byens rødder var efter dig, så var det ikke sjovt at gå i byen. De havde vist trampet en eller anden mand i smadder engang. Mine kammerater og jeg gik altid i byen sammen, og passede så’n lidt på hinanden.
Det var i Frederikssund, jeg skrev noget sammenhængende første gang. Jeg var måske fjorten år, da jeg skrev en novelle om en gal russisk videnskabsmand, der muterede indvoldsorme og sendte dem til USA. Det var så også det eneste, jeg skrev. Jeg gjorde ikke noget med det. Det var for min egen fornøjelses skyld.
Så flyttede jeg hjemmefra, og begyndte at skrive små weltschmertzhistorier i en dagbog. Lidt digte. Til mig selv. Måske tænkte jeg, at det var min måde at score på. Spille den følsomme, tænksomme type. Det virkede ikke.
Så flyttede jeg videre, slackede og skrev mystiske ting på min computer. Måske var noget af det o.k.
Så fik jeg job, og liv. Kone. Datter. Søn.
Og så sagde min kone: Skriv en bog.
Og det gjorde jeg så. Tanken var, at jeg ville skrive om noget, der slet ikke handlede om mig selv. Jeg fandt nogle noter frem om Lærke Edel Hansen Johansen, som var gravid. Jeg startede øverst til venstre på papiret og sluttede nederst til højre. Det endte med at blive til KAOS (kys, ah, oh shit) og blev udgivet i 2007 på forlaget Høst & Søn. Ikke helt uden sværdslag, men næsten.
Inspiration
Min inspiration til at begynde at skrive var mest følelsen af ikke rigtig at være engageret af noget. En følelse af, at jeg kunne noget, som ikke rigtig blev omsat. Jeg har skrevet rasende mange festsange, smådigte, sjove opslag på mit arbejde – og det har vakt meget glæde, men det har ikke været det, jeg skulle. Jeg skulle lave noget andet.
Det var nok det, min kone kunne se, da hun sagde, at jeg skulle skrive en bog. Inspirationen til KAOS kom først, da jeg begyndte at skrive. Og som nævnt, så kom den let og i passende doser.
Sprogligt har den amerikanske forfatter Tom Robbins betydet enormt meget for mig. Oversjove metaforer står i kø på siderne. En dame, der er så rynket, at hun kan skrue sin hat på, fx Måske har jeg endda lånt nogen af dem. Ved det ikke. Men sprogligt har det inspireret mig.
Anthony Burgess’ A Clockwork Orange har også inspireret mig sprogligt, fordi den er så gennemført fucked up, og så alligevel forståelig.
På historie-niveauet har jeg læst enormt meget klassisk gyserlitteratur – grundig fan af Edgar Poe, H. P. Lovecraft (som decideret har inspireret mig), Ray Bradbury, fordi hans historier er så modbydelige. Og så er jeg stor fan af gyserfilm, men det er så sjældent, de virker ordentligt. De japanske gysere, Ondskabens hotel, Tennisbanen (alle, der har set den, kan huske den), Pet Cemetary (fordi den er så god og grafisk. SÅDAN ser det ud, når man skærer en akilles-sene over med en skalpel. SÅDAN ser det ud, når hjernen er smurt ud i ansigtet. Kan vi lide det? Jo, tak. Det tror jeg, vi kan). Børnehjemmet har store øjeblikke.
Så er der de hjemlige. Bjarne Reuters ”Vi, der valgte mælkevejen” er uopnåelig, Dennis Jürgensen sad vi og læste højt for hinanden af, mens vi hulkede af grin.
Mit nuværende mål er at skrive en gyser, som kryber så langt ind under huden, at man ikke kan sove om natten.
Bibliografi
KAOS (Kys, ah, oh shit), Høst & Søn, 2007, 272 sider
I genstart-serien:
Aberne, Høst & Søn, 2009.- 150 sider
Rod, Høst & Søn, 2010.-152 sider
Legater
Statens litteraturråd, 100.000 kr, januar 2010
Links
Min egen hjemmeside. Der ligger interviews mv.
Anmeldelser på fortællingen.dk
Hvad nu?