Lise Bidstrup

Biografi

Jeg kom til verden i marts 1976. Hvor og præcis hvordan har jeg ingen ide om. Faktisk ligger de første fem år af mit liv hen i det uvisse…Det vil sige, der er personer, så som mine forældre, der kan fortælle den ene gode historie efter den anden. Og er det helt til at vide, hvad der er historie, og hvad der er sandt? Hvorom alt er, kan jeg af disse historier udlede, at enten har jeg altid haft en god, til tider skræmmende, fantasi, eller også har mine forældre. Jeg vælger at tro, at det er os alle sammen.
I de tidlige år af min barndom blev fantasien brugt til at lave diverse skarnsstreger lige som mit, på det tidspunkt, store idol Emil fra Lønneberg. Jeg havde luen, den stribede skjorte og de bare, beskidte tæer, så allerede dengang da jeg var purung, fandt jeg inspiration og glæde i litteraturens verden.

Da jeg kom i skole og lærte at læse og skrive, åbnede en helt ny verden sig. Ikke nok med at jeg kunne leve mig ind i andres fantasi-verden, når jeg havde lyst, jeg kunne også skrive min egen. Det resulterede i lange stile, som jeg afleverede til en altid opmuntrende dansklærer.
Da de første ti år af mit skoleliv var overstået, valgte jeg at gå på Gymnasiet. Det sproglige blev valgt frem for det matematiske, da andengradsligninger altid har haft en mystisk evne til at få mig til at smide rundt med stole og andet fritstående inventar.
Efter endt gymnasietid ventede den obligatoriske dannelsesrejse. Jeg startede med at tage til Costa Rica, hvor jeg underviste engelsk i en folkeskole. Jeg blev så begejstret for det her med at blive “dannet”, at jeg drog af sted igen, så hurtigt jeg kunne efter min hjemkomst. De to år efter gymnasiet bragte mig på arbejdsophold i Indien, Nepal og Filippinerne, plus nogle kortere svipture til andre lande, og jeg blev så dannet, at jeg gik i gang med at læse religionssociologi, da jeg kom hjem…
Og det havde jo ikke meget at gøre med at være forfatter, men…

Inspiration

I efteråret 2000 var min daværende kæreste og nuværende mand, Chris, og jeg i Costa Rica. En aften sad vi sammen på terrassen, uden for det hus vi boede i. Fra tv-stuen hørtes hyl, råb og glædesudbrud fra de meget fodbold interesserede costa ricanere, som vi boede hos plus 10-15 af deres nærmeste venner. Natten var lun, stjernerne funklede fra en skyfri himmel og sorte bjerge, der om dagen kunne fremvise kaffeplantager, så langt øjet rakte, tårnede sig op mod himmelen foran os. På et tidspunkt spurgte Chris mig om det spørgsmål, der på forunderlig vis ændrede hele min fremtid.
“Hvad ville du være, hvis du helt selv kunne vælge?”
Svaret burde have været oplagt, eftersom jeg var på tredje (tror jeg) år af mit studie. Alligevel tøvede jeg med at svare religionssociolog…For det ord, der lå på tungespidsen, var forfatter. Faktisk kom det en smule bag på mig, for selv om jeg altid havde skrevet var det aldrig faldet mig ind at vælge det som erhverv. Jeg bliver desuden, som tiden går, mere og mere overbevist om at det ikke er et valg…Det er mere en lyst som kræver tilfredsstillelse.
Da jeg først havde tænkt tanken, var det ikke nogen vej tilbage. I et stykke tid prøvede jeg at forene studierne med skriveriet, men det duede ikke. Hvis man ønsker noget, skal man stræbe 100% efter det, og jeg ville i virkeligheden ikke begge dele.
Kort sagt var gnisten, der fik mig i gang med at skrive, inspirationen til at kaste mig ud i forfatteriet, et ganske simpelt spørgsmål:
“Hvad vil du være, når du bliver stor?”