Biografi & inspiration

foto-lasse-bo-andersenNår nogen spørger mig – og det hænder faktisk temmelig ofte – hvordan det hele begyndte, plejer jeg med et glimt i øjet at sige: »Det er min fars skyld alt sammen!«
Nu er det ikke fordi der, som sådan, er tale om skyld, eller et ansvar der skal placeres. Der er nærmere tale om hvem, der skal have æren for, at jeg gennem snart mange år har beskæftiget mig med at skrive, tegne og fortælle historier. Sandheden er nok heller ikke så enkel. Faktisk er der nok nærmere tale om et sammensurium af tilfældige og heldige omstændigheder, men hvis jeg skal sammenfatte det hele kort – så er det min fars skyld!
Det var ikke fordi han var særlig belæst eller lærd – nok nærmere tværtimod – men han gjorde noget væsentligt. Han tog sig nemlig tid til at læse højt for mig, da jeg var dreng. Velvilligt brugte han timer på at læse op fra de bøger og tegneserier jeg fandt frem. Og jeg er ikke i tvivl om, at det var her det hele begyndte. Det var her grundstenen blev lagt.
Fra min mor fik jeg til gengæld interessen for at tegne. Hun var selv en ganske habil fritidsmaler, der gerne svingede rundt med pensler, oliefarver og lærreder, sådan på hobbyplan. Dette, sammenholdt med at jeg voksede op på et tidspunkt, hvor tegneserierne havde en absolut gylden periode i Danmark, gjorde at jeg nærmest blevet suget ind i stribernes fantasifulde univers.
Men noget af det, der også for alvor gjorde udslaget var naturligvis, at vi var en tre-fire skolevenner, der alle delte begejstringen for tegneseriemediet og alle elskede at tegne. Nu er der ikke noget opsigtsvækkende ved at børn tegner. Alle børn tegner jo, men når de runder de første teenageår, holder langt de fleste op igen – og så er vi kun nogle få, der bliver ved.
Som tiden gik, blev det der indtil nu havde været en dragende hobby, pludselig muligt at udøve på et mere professionelt plan.

Det startede for alvor med en stribe ved navn GANSKE VIST, som i bund og grund var en ordinær familieserie. En avisstribe i stil med Mads og Misse, Blondie og lignende. Gennem arbejdet med denne serie blev kontakten med Egmont etableret og snart var jeg beskæftiget med at skrive historier til Anders And & Co. Historier med alle de kendte Disney-figurer: Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule – historier som alle blev færdiggjort af udenlandske rentegnere.
Gennem dette arbejde lærte jeg en masse om dét, at fortælle historier i tegneserieform. Det var næsten som et ophold i en tegneserieskole. Og det er erfaringen fra dengang, der har resulteret i alle mine senere arbejder. Efter Disney-serierne har jeg, siden midt i 90′erne, skrevet og tegnet forskellige egne serier.
FODBALLE F.C. er en serie i stil med Basserne og andre. En humorstribe, som tager sit udgangspunkt i et lille, lukket univers – en fodboldklub ude på landet. Med nogle få karakteristiske figurer: En bister træner, en nysgerrig lokalredaktør, en dummernik af en hjælpetræner o.s.v. kan der spilles “bold” med stort set et hvert emne.
Serien blev startet i 1994 og jeg laver stadig FODBALLE F.C.-striber den dag i dag. Det var også på det tidspunkt de første af mine bøger udkom. DEN LILLE STYGGE OM COMPUTERE og RIGTIGE MÆND TA’R IKKE SIKKERHEDSKOPI indeholder begge to i stribevis af humoristiske indfald med afsæt i den computerverden, vi omgiver os med.

Udover at være en ivrig bog- og tegneserielæser, har jeg også altid været begejstret for film både i biografen og på tv. Især thriller- og gysergenren har tiltalt mig, og det er da også blevet til et par tegneserier i disse genrer.
Med støtte fra Litteraturrådet fik jeg udgivet tegneseriealbummet LØVEJAGT. En dyster fremtidsfortælling om en sensationsjournalist på en livsfarlig jagt efter det helt store scoop.

bogomslag-loevejagt-rgb

Ligeledes med støtte fra Litteraturrådet kom derefter tegneseriealbummet LAD DE SMÅ BØRN KOMME, en samling korte – og meget mørke – gyserhistorier med små overraskende pointer. Min hyldest til fordums tegneseriehæfter som »Gru« og »Vampyr«.

Da jeg nu havde lavet nogle tegneserier, som klart var rettet mod et voksent publikum, fik jeg lyst til at lave en rigtig klassisk detektivhistorie for børn. En historie med et par kulørte privatdetektiver – udstyret med bløde hatte og trenchcoats – og en mordgåde i bedste Agatha Christie-stil. En rigtig whodunnit-puslespilskrimi med et mord, flere mistænkte og en – overraskende – opklaring. En historie med masser af mystik, højt tempo og godt gedigent detektivarbejde – men også fyldt med humor og sjove hændelser.
Men tegneserieboomet fra min grønne ungdom var for længst ebbet ud. Salget af tegneserier var nærmest gået helt i stå – men så fik jeg idéen … hvorfor ikke lave historien som en bog, spækket med illustrationer. En hybrid mellem en bog og en tegneserie. Således fødtes første bind i børnebogsserien En sag for Mesterdetektiven Vic Baskerstreet: MYSTERIET OM ATROPOS’ SAKS.

Atropos Saks-omslag.indd

Fra bogens bagsidetekst:
“Den første telefonopringning er fra en hysterisk sladderjournalist, der beder om hjælp. Den næste er en trussel fra en dyb, skurrende stemme.
Mesterdetektiven Vic Baskerstreet og hans trofaste assistent Edgar Poulardrovsky er i gang med at undersøge sagen, da der begåes et mord. Mordvåbenet er en afskyelig kæmpesaks, og Vic Baskerstreet finder hurtigt en række mistænkte – en selvoptaget tv-kok, en rablende gal våbensamler og en forvirret computernørd – som tilsyneladende alle har noget at skjule.
Hvem står bag mordet? Hvem er den blågrønne kyklop? Og hvorfor lugter der af hvidløg over det hele?”

Genren kalder jeg cartoon crime. En parodi på den klassiske krimi, hvor jeg får rig lejlighed til at trække på alle de ting, jeg har lært af arbejdet med tegneserier. Med den første bog fik jeg desuden skabt et univers og en serie, hvor jeg – med stor fornøjelse – kunne både skrive og næsten genopleve alle de læseoplevelser, jeg selv var fascineret af som dreng.
Ivrigt kastede jeg mig over tastaturet og sag nummer to kom til at hedde DET SPRAGLEDE GENFÆRD og sag nummer tre er netop udkommet. Den hedder TUSMØRKEZOMBIEN VENDER TILBAGE.

Udover tegneserier og bøger, laver jeg masser af illustrationer og tegninger til blade og forlag, samt logoer og andre grafiske løsninger.

Bibliografi

Titel: Forlag: År: Lasse Bo Andersen:

Den røde rubin. Ultima 1993 Medforfatter

Spjældet i Santa Fé Ultima 1993 Medforfatter

Gale streger nr. 5 Ultima 1993 Medforfatter

Gale streger nr. 6 Ultima 1994 Medforfatter

Div. nr. af Anders And & Co. Serieforlaget A/S 1994 Medforfatter

Div. nr. af Basserne (Ganske vist) Semic Interpresse 1994 Medforfatter

Slim nr. 9. Tellerup 1995 Medforfatter

Gale streger nr. 9. Ultima 1995 Medforfatter

Den lille stygge om computere. Wisby & Wilkens 1995 Forfatter og tegner

FFC figurer i farver.indd

Fodballe F.C. Wisby & Wilkens 1996 Forfatter og tegner

Tigerens øje. Fabel 1998 Medforfatter

Logik for høns. Wisby & Wilkens 1999 Forfatter

Slaget på reden. Wisby & Wilkens 1999 Forfatter

bogomslag-rigtige-maend

Rigtige mænd ta’r ikke sikkerhedskopi. Wisby & Wilkens 2000 Forfatter og tegner

Løvejagt. Wisby & Wilkens 2002 Forfatter og tegner

Lav en historie
I digterens værksted 1. Wisby & Wilkens 2002 Forfatter og tegner

Lad de små børn komme… Wisby & Wilkens 2003 Forfatter og tegner

Mysteriet om Atropos’ Saks. Modtryk 2005 Forfatter og tegner

Mysteriet om Atropos’ Saks. (Lydbog) AV Forlaget 2005 Forfatter

untitled

Det spraglede genfærd. Modtryk 2006 Forfatter og tegner

Det spraglede genfærd. (Lydbog) AV Forlaget 2007 Forfatter

BOGOMSLAG.indd

Tusmørkezombien vender tilbage. Modtryk 2007 Forfatter og tegner

Priser & Legater

Tegneserierne LØVEJAGT og LAD DE SMÅ BØRN KOMME … har begge modtaget produktions- og udgivelsesstøtte fra Litteraturrådet.

Lasse Bo Andersen beskrevet på tegneseriemuseet.dk

Lasse Bo Andersen beskrevet på Lambiek.net

“Når sandheden skal frem”. Information, 24. maj, 2002. Om Løvejagt

Besøg Lasse Bo Andersens egne sider på nettet:

www.baskerstreet.com

www.fodballefc.dk

www.tekstogtegning.dk

Litteratur

bibliotek.dk

Kontakt

Skriv til Lasse Bo Andersen på lba@tekstogtegning.dk



Børnelitteratur.dk

Børnelitteratur.dk er et online-opslagsværk, hvor danske forfattere og illustratorer til børne- og ungdomsbøger kan præsentere sig selv og deres værker. Læs mere her.

Fortællingen.dk

Fortællingen.dk er Danmarks litteraturguide til den gode fortælling. Hvis du leder efter anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, så besøg Fortællingen.dk.

VÆR MED!

Er du dansk forfatter eller illustrator til børne-/ungdomslitteratur? Klik her for at få din egen profil på Børnelitteratur.dk